Sådan forbereder du dine elever til StudieInfo

For at eleverne kan få mest muligt ud af StudieInfo, er det vigtigt, at de forberedes på at deltage.

Arrangementet er det første i en lang række af tilbud om møder med de videregående uddannelser, og det giver eleverne det bedst mulige grundlag til at komme videre med deres uddannelsesvalg. Her på siden finder du flere informationer om arrangementet samt inspiration til, hvordan I bedst klæder eleverne på til StudieInfo.

Formålet med arrangementet

StudieInfo er for elever i 1.hf og 2.g. Formålet er at give eleverne en bred introduktion til deres mange uddannelsesmuligheder og dermed give dem et indblik i, hvilke forskellige uddannelser og uddannelsestyper der findes. Fx kan de blive klogere på, hvad forskellen er på en uddannelse på hhv. erhvervsakademierne, universiteterne eller professionshøjskolerne, og de kan få et indblik i, hvor mange forskellige uddannelser der fx udbydes hos maskinmesterskolerne, politiet og forsvaret. StudieInfo klæder jeres elever på til efterfølgende at gå i dybden med specifikke uddannelser til fx Studiepraktik eller åbent hus i 3.g. / 2.hf.

Hvad får eleverne ud af det?

Eleverne kan forvente at blive klogere på uddannelseslandskabets mange tilbud, ligheder og forskelligheder.

Interesserer man sig fx for sundhed, men ved ikke helt, hvilke uddannelser der findes inden for dette felt, kan man vælge at høre både universiteternes og professionshøjskolernes oplæg om sundhedsuddannelserne og dermed få et indblik i de forskellige uddannelsers indhold – og ikke mindst forskellen på dem.

Måske interesserer man sig for mekanik, konstruktion, robotteknologi eller lignende. Her er der rig mulighed for at få et indblik i de mange ingeniøruddannelser på hhv. universiteterne og professionshøjskolerne, de tekniske uddannelser på erhvervsakademierne eller fx de maritime uddannelser på maskinmesterskolerne.

Kort sagt vil eleverne gå derfra med et større overblik samt viden om og inspiration til, hvordan de undersøger deres muligheder nærmere.

StudieInfo giver desuden eleverne det bedst mulige udgangspunkt for at beslutte, hvor det kunne være interessant at komme i studiepraktik, eller hvilke uddannelser de fx vil besøge, når der afholdes åbent hus arrangementer rundt i landet.

Hvordan foregår det?

Arrangementet varer ca. 2 timer og 15 min.

Først besøger eleverne inspirationstorvet i ca. en halv time, hvor de kan tale med vejledere og studerende fra de forskellige uddannelsesinstitutioner.

Dernæst skal de høre to selvvalgte oplæg á ca. 35 min. Vi får brug for jeres hjælp til at sikre, at eleverne tilmelder sig oplæggene på forhånd. Eleverne kan læse om de forskellige oplæg her på hjemmesiden, inden de tilmelder sig. Det fungerer som en rigtig fin forberedelse for dem, og det giver dem bedre forudsætninger for at deltage aktivt på inspirationstorvet, når de ved, hvilket arrangement de går ind til. I hører nærmere om elevernes tilmelding, når vi nærmer os foråret.

Hvordan forbereder vi eleverne bedst?

Vi anbefaler, at I bruger lidt tid på at tale med eleverne om arrangementet og giver dem tid til at tilmelde sig oplæggene og forberede nogle spørgsmål, som de ønsker at få besvaret på dagen. Her kan I evt. hjælpe dem til at reflektere over, hvilke spørgsmål det kunne være interessant at få svar på, når de som det første skal tale med studerende og vejledere på inspirationstorvet.

Brug gerne nedenstående præsentation, som indeholder info om arrangementet, info om tilmelding, guide til refleksion mv.